Meningsløse muskler: Træner du for kroppen, eller for kapitalen?

Af Steven Wensley, cand.mag. i historie og poet.

Du har lukket øjnene, og for et kort, smertefuldt sekund ser du ud til at være døden nær af ren og skær selvpåført lidelse. Præcis i det øjeblik vibrerer dit smartwatch stædigt om håndleddet. Skærmen lyser op med en lille, munter digital fanfare og belønner din nærdødsoplevelse med en virtuel konfetti-regn for endelig at have "lukket dine aktivitetscirkler". Nede på gulvet, lige foran dine dyre, stødabsorberende crossfit-sko, går en lille, almindelig skarabæ – en møgbille. Den triller ubesværet og stoisk sin perfekte lille kugle af lort hen over gulvet, mens den kigger uforstående og vurderende op på dig.

Forskellen på jer to er nemlig skærende, absurd og dybt komisk: Møgbillens ubarmhjertige slid har et praktisk, naturligt og livsopretholdende formål. Du flytter udelukkende det gigantiske traktordæk fra punkt A til punkt B for at opbygge nok symbolsk kapital til at tiltrække en mage fra et højere postnummer, eller for at kunne fremvise en misundelsesværdig, masochistisk disciplin over for din chef på mandag. Vi lider ikke længere for at overleve; vi lider for at imponere.

At bevæge sig, at mærke sine muskler arbejde symbiotisk, at blive forpustet til det yderste og at kende sin egen fysiske formåen, er i sin absolut reneste form noget af det mest forbundende, spirituelle og livsbekræftende, vi som biologiske mennesker overhovedet kan foretage os. Vores kroppe er skabt til bevægelse. De er evolutionært designet til at strække sig, bære tungt, løbe hurtigt og mærke den fysiske verden helt ind i knoglemarven. Men i det moderne, digitaliserede samfund er noget fundamentalt skredet i vores forhold til det fysiske hylster.

Vi har taget den rene glæde ved naturlig bevægelse, drænet den for alt praktisk formål, spærret den inde i sterile, underjordiske fitnesscentre, udstyret den med et dyrt månedligt abonnement og forvandlet den til et kynisk udstillingsvindue. Træning handler for de færreste længere primært om sundhed, om at nære kroppen eller om at fejre, hvad den biologisk er i stand til. Den er muteret til at handle om magt, status og et narcissistisk behov for at flashe vores usårlighed i et samfund, der lider af et kronisk, gabende meningsunderskud.

Sved på regnearket: Erhvervslivets fetichering af ekstremsport

Ingen steder er denne kropslige instrumentalisering mere grotesk tydelig end i det moderne erhvervsliv, hvor udmarvende ekstremsport i stigende grad har erstattet golfsporten som den ultimative, maskuline direktør-disciplin. I dag er det nærmere reglen end undtagelsen, at ambitiøse topledere, advokater og konsulenter står op klokken 04:15 om morgenen for at cykle hundrede kilometer på en kulfibercykel, svømme i iskolde, mørke havnebassiner og løbe et ubesværet halvmaraton, inden de møder ind til et bestyrelsesmøde klokken ni. Alt sammen logges det nitidigt i Strava-appen, så netværket kan kaste virtuelle 'kudos' efter præstationen.

Som den danske sociolog Anders Petersen skarpt analyserer det i sit opgør med præstationssamfundet, er denne form for ekstrem præstationstrang blevet en metode, hvorpå det moderne individ kan bevise sin absolutte, ufejlbarlige og maskinelle selvdisciplin over for kapitalen ¹. Kroppen er ikke længere et levet, blødt hjem; den er blevet et visuelt regneark, et udvidet CV. En slank, toptunet krop, der uden at kny har gennemført en ironman, sender et uomtvisteligt, performativt signal til markedet, konkurrenterne og headhunterne: Se på mig. Jeg har fuld, totalitær kontrol over min egen biologi. Jeg kan sætte mig umenneskelige, straffende mål og nå dem. Jeg er robust, jeg knækker aldrig, og jeg vil arbejde lige så hårdt for firmaets profit, som jeg gør for min laktat-tærskel.

Men lad os én gang for alle aflive den sejlivede, kollektive myte, som disse miljøer dækker sig bag: Ekstremsport på dette niveau har absolut intet med sundhed at gøre. At tvinge sit hjerte, sine lunger og sine led igennem en ironman er ikke kropspleje; det er en voldsom fysiologisk overbelastning og nedbrydning. Forskning formidlet af blandt andre den danske overlæge Bente Klarlund Pedersen viser tydeligt, at overdreven, ekstrem udholdenhedstræning over tid kan være decideret skadeligt, føre til arvæv på hjertet og markant forhøjet risiko for hjerterytmeforstyrrelser ². Det er ikke sundhedsfremme, vi klapper ad på målstregen; det er et selvskadende adfærdsmønster, der på bizar vis er blevet socialt acceptabelt, fordi det er forklædt som 'selvoptimering'.

Det nordiske vintermørke og 8-16-tyranniet

Denne tvangsmæssige og rigide tilgang til kroppen og præstationen forstærkes yderligere af det absurd konstruerede 8-16-samfund, vi har indrettet os i. Vi er fra barnsben tvunget ind i et lineært, maskinelt præstationsmønster, hvor vi forventes at levere præcis det samme – med den samme energi, effektivitet og det samme smil – hver evig eneste dag. Uanset om det er højlys sommer med fuglesang og D-vitamin i overflod, eller om vi befinder os midt i den mørke, regnvåde skandinaviske vinter.

Når novembermørket lægger sig over Danmark som en iskold, våd klud, skriger vores biologi, vores celler og hundredtusindvis af års evolution på én eneste ting: Gå i hi. Spar på energien. Sov mere. Træk dig tilbage. Men hvad siger Outlook-kalenderen? Den siger strategimøde klokken 14:00. Og hvad siger det lille pulsur på håndleddet? Det vibrerer hidsigt og fortæller dig, at det er "tid til at røre dig", og at du skal ud og løbe intervaller i slud, hvis ikke du vil miste din 'streak'. Det er komisk absurd.

Når vi sidder stillekuede foran en skærm i otte stive timer i træk under flimrende lysstofrør, drænet for dagslys og organisk mening, skabes der et enormt, unaturligt eksistentielt underskud i kroppen. Dette tomrum forsøger vi blindt at udfylde ved at straffe os selv nede i fitnesscentret klokken 17:30.

Her presser vi os selv til det yderste, smider rundt med vægte og trækker i romaskiner i et desperat, hjerteskærende forsøg på at "mærke, at vi overhovedet lever". Tænk engang, hvis vi brugte al den kramp-agtige energi på noget organisk, meningsfyldt og rigtigt fællesskabende i stedet.

Seksuel kapital og det digitale panoptikon

I den bredere befolkning og særligt blandt ungdommen antager denne vanvittige kropsdyrkelse en lidt anden, men mindst lige så performativ form. Her handler det udelukkende om seksuel kapital. I en tid, hvor vores sociale liv, vores flirten og selve vores pardannelse i overvejende grad udspiller sig på kolde glasskærme via Instagram, TikTok og Tinder, er den visuelle æstetik blevet vores absolut primære valuta ³. Vi lever, som professor Svend Brinkmann gentagne gange har diagnosticeret det, i et samfund, der tvinger os til at stirre indad og konstant overvåge vores eget spejlbillede som det vigtigste projekt i tilværelsen ⁴. Vores kroppe er gjort til indhold, til 'content'.

Fitnesscentret er i den optik blevet vores tids store, kyniske parrings-tempel. Men det er et tempel præget af et markedsdrevet, urealistisk diktat om, hvordan en tiltrækkende krop overhovedet skal se ud. At kunne bænkpresse det dobbelte af sin egen kropsvægt eller bevare en fedtprocent så faretruende lav, at hver eneste mavemuskel træder unaturligt og dehydreret frem, er ikke fysiologisk sundt.

Det er udmattende, skadesfremkaldende og kræver en diætetisk restriktivitet, der konstant balancerer på den knivskarpe kant af en regulær spiseforstyrrelse. Vi lider for at bygge en krop, vi kan affotografere foran spejlet i det rigtige "anabolske lys" og dele med vores algoritmiske publikum. Byung-Chul Han kalder det rammende for et Træthedssamfund, hvor vi fuldstændig frivilligt udnytter og overvåger os selv til udmattelsens rand i en evig, stressende jagt på anerkendelse ⁵. Vi flasher overfladen, mens indersiden af sjælen forbløder.

Djævlens advokat: Er det ikke bare naturens evolutionære orden?

For at bevare vores kritiske og intellektuelle hæderlighed er det dog nødvendigt at lytte indgående til dem, der faktisk forsvarer denne grænseløse, fysiske praksis. For er alt dette virkelig udelukkende kynisk, kapitalistisk hjernevask, Silicon Valley-algoritmer og tom narcissisme?

Flere psykologer, og herunder den danske sportspsykologi, vil med rette påpege, at det at sætte sig enorme, fysisk krævende mål – som at bygge en voldsomt stærk krop fra bunden eller gennemføre et benhårdt maraton – er et af de absolut mest potente redskaber, mennesket har til at opbygge mental modstandsdygtighed og dyb karakter. Når du står alene klokken fem om morgenen og overvinder smerten, trætheden og den indre stemme, der tigger dig om at give op, opbygger du en mental muskel, en psykologisk 'grit', der bærer dig sikkert igennem livets egentlige, mørke kriser ⁶. Sveden er i det perspektiv ikke meningsløs; den er selve fundamentet for et stærkt menneske, der ikke knækker i stormvejr.

Dertil kommer det benhårde, evolutionspsykologiske argument. Det kan let fremstå som et moderne, rødvinspimpende, intellektuelt hovmod at give smartphones og kapitalismen hele skylden for vores desperate behov for at tiltrække en mage gennem massiv, fysisk fremvisning. Som danske evolutionspsykologer peger på, har menneskedyret – præcis som alle andre pattedyr på savannen – til alle tider brugt fysisk styrke, ekstrem symmetri og overdreven æstetik som de allervigtigste, instinktive markører for gode gener, fertilitet og evnen til at beskytte og forsørge ⁷. At den unge mand i dag pumper jern i tre timer for at få unaturligt brede skuldre, og at kvinden squatter tungt for at fremhæve sine biologiske former, er måske overhovedet ikke et udtryk for moderne, skærmbaseret overfladiskhed. Det er snarere en dyb, urgammel, rå og fuldstændig naturlig, instinktiv parringsstrategi, der blot udspiller sig i nye kulisser. Det er ufortyndet biologi, uanset om dansen foregår i en mudret grotte for fyrre tusind år siden, eller under halogenspots i Fitness World på Amagerbrogade.

At lægge dækket fra sig og vende hjem

Disse modargumenter bærer en rungende, vigtig og ukomfortabel sandhed. Vi skal udfordre os selv fysisk. Vi bør mærke grænsen for vores egen udholdenhed for at vokse som mennesker, og vi er inderst inde blot biologiske væsener med et instinktivt, dyrisk behov for at tiltrække, forføre og imponere flocken.

Problemet – og den dybe, eksistentielle satire, som møgbillen på gulvet griner af – opstår først, når denne naturlige, livsgivende drift bliver fuldstændig kidnappet af markedet. Når den gamificeres af Apple og Strava, blæses grotesk ud af alle menneskelige proportioner og gøres til selve hovedindholdet i vores eksistens. Når grænsen mellem en sund, evolutionær kropsbevidsthed og en sygelig, app-styret, performativ og ulykkelig selvkontrol viskes helt ud.

At passe på sin krop, at forstå dens skrøbelige mekanismer, give den sved på panden og lade lungerne arbejde, er et enormt klogt og nobelt hverv. Men vi bliver som samfund og som individer nødt til at begynde at skelne knivskarpt mellem den bevægelse, der gøres af kærlighed til kroppen og sjælen, og den bevægelse, der udelukkende gøres for markedets skyld.

Næste gang du slæber et meningsløst traktordæk over et gummigulv, løfter jernet i isolation eller løber i vintermørket, mens din skærm bipper af dig, så stop op et sekund og mærk ærligt efter helt inde i mellemgulvet. Handler det her reelt om glæden ved den biologiske funktion? Handler det om at kunne bære dine børn ubesværet på skuldrene, om at kunne vandre frit i de rigtige bjerge, eller om at mærke den livsgivende, organiske træthed, der giver dig en dyb, drømmende søvn – helt uden at du behøver at måle den med en app? Eller handler det inderst inde om, at du på mandag kan kaste et ligegyldigt tal på bordet over for kollegerne?

Vi skal huske at vende hjem til os selv. Vi skal huske alt det, som pengene, de lukkede aktivitetscirkler og anerkendelsen på LinkedIn ikke kan købe os: Den ægte, varme, sanselige forbindelse med andre. Den bløde, nydelsesfulde og kravløse bevægelse. Fællesskabet, der pludselig opstår, når man spiller bold i parken, danser i en stue eller fysisk bygger noget sammen, helt uden nogensinde at overvåge sin egen puls, tjekke sit spejlbillede eller dokumentere det for netværket.

Kroppen er ikke en maskine. Den er ikke et udstillingsvindue. Og den er bestemt ikke et regneark, der skal optimeres. Den er dit hjem. Spørgsmålet er: Kan du overhovedet huske, hvordan det føles at leve og bevæge dig i den, uden at du har et usynligt, digitalt publikum i baghovedet?

Kilder

1. Petersen, A. (2016). Præstationssamfundet. Hans Reitzels Forlag. Lån på bibliotek.dk

2. Klarlund Pedersen, B. (2018). Sandheden om sundhed. Politikens Forlag. (Belyser grænserne for sund motion og risikoen ved ekstrem udholdenhedstræning). Lån på bibliotek.dk

3. Hendricks, V. F., & Mehlsen, C. (2019). Se på mig! - Sådan bliver du til noget i en verden af likes. Informations Forlag. (Om opmærksomhedsøkonomien og den visuelle valuta). Lån på bibliotek.dk

4. Brinkmann, S. (2014). Stå fast - et opgør med tidens udviklingstvang. Gyldendal. (Diagnose af det konstante optimeringsfokus og overvågning af selvet). Lån på bibliotek.dk

5. Han, B.-C. (2015). Træthedssamfundet. Forlaget Mindspace. (Klassiker om, hvordan vi i moderniteten udnytter og overvåger os selv som vores egne slavedrivere). Lån på bibliotek.dk

6. Henriksen, K. (2015). Præstér under pres - guide til mental styrke i sport, kunst og erhvervsliv. Dansk Psykologisk Forlag. (Modgående kilde: Argumenterer for den karakterdannende effekt ved ekstreme mål og fysisk/mental robusthed). Lån på bibliotek.dk

7. Høgh-Olesen, H. (2007). Menneskedyret. Syddansk Universitetsforlag. (Modgående kilde: Evolutionærpsykologisk bevisførelse for, at fysisk fremtoning og styrke er naturgivne, biologiske parringsstrategier og ikke blot kapitalistiske konstruktioner). Lån på bibliotek.dk