Den kapitaliserede cellefornyelse: Angsten for at forfalde

Af Steven Wensley, cand.mag. i historie og poet.

Skovbunden dufter af våd muld, knuste bregner og det uundgåelige, stille forfald, der ubønhørligt følger med ethvert efterår. Mellem visne, brune blade smyger en slange sig ubesværet ud af sit gamle, grå og slidte ham. Den kaster sin fortid af sig i græsset uden skyggen af nostalgi, uden et gram fortrydelse og uden et sekunds tøven.

Nedenunder fremstår den skinnende, vital og fuldstændig fornyet af sin egen, indbyggede biologi. Det er en ukompliceret, naturgiven cyklus, der bare finder sted. Lige ved siden af denne scene af naturlig, instinktiv foryngelse sidder vi. Mennesket. Kronen på skaberværket. Iført en stiv, glødende LED-terapimaske af hård plast til adskillige tusinde kroner, ligner vi mest af alt en bizar krydsning mellem en kold fremtidsrobot og en desperat fange.

Vi er omgivet af små, svinedyre og spejlblanke krukker fyldt med syntetisk fremstillet sneglslim, hyaluronsyre og opstrammende peptider. Vi sidder i en krampagtig, kapitaliseret jagt på at fryse den biologiske tid fast i præcis det sekund, hvor vi fyldte syvogtyve år.

Vi lever i en kultur, der lider af en massiv, kollektiv og dybt invaliderende forfaldsangst. En kultur, hvor vi paradoksalt nok forsøger at snyde og overvinde naturen ved at købe dens dyreste, laboratoriefremstillede og patenterede sekreter for derefter at smøre dem i ansigtet på os selv hver evig eneste aften, mens vi tæller nye linjer i panden med en stille, snigende panik.

Anti-aging-industrien er ikke blot en branche; det er et globalt imperium, der lever fedt, uforstyrret og yderst kynisk af vores indbildte utilstrækkelighed. Markedet har gennemskuet en grundlæggende, uomtvistelig sandhed om det moderne menneske: Vi lever i dag markant længere, og vi forventes at være vitale, produktive og ikke mindst seksuelt aktive langt op i vores biologiske efterår.

Dette forlængede livsspænd har givet den kosmetiske og farmaceutiske industri helt frit spil til at overbevise os om, at vores kropslige, sociale og intime værdi udelukkende er bundet op på en glat, spændstig og fuldstændig rynkefri overflade. Som den anerkendte fransk-israelske sociolog Eva Illouz så rammende har beskrevet det i sine dybdegående analyser af moderne kærlighed og kapitalisme, er vores kroppe blevet reduceret til det, hun benævner 'seksuel kapital'¹.

Seksuel kapital er en nådesløs, udmattende valuta, som vi i det moderne samfund konstant skal investere i, vedligeholde og forsvare med næb og kløer mod tyngdekraftens og tidens ubarmhjertige inflation. På dette højspændte kropsmarked er ungdommen den absolut hårdeste valuta, der overhovedet findes. Ungdom sælger, fordi vi er biologisk og kulturelt kodet til både at hylde den æstetisk og frygte tabet af den eksistentielt.

Vi vil have den, vi vil kontrollere den, vi vil spejle os i den, og frem for alt vil vi forbruge og have sex med den. Det er en urgammel, evolutionær dans, som har eksisteret siden menneskehedens morgen, men i senkapitalismens æra er denne dans blevet voldsomt systematiseret, udstyret med et urimeligt højt prisskilt og derefter solgt tilbage til os som en række uendelige abonnementsløsninger på dyre skønhedsklinikker, fitnesscentre og i uendelige webshops.

Denne massive besættelse af den perfekte, fejlfrie og evige ungdom opstår imidlertid ikke i et vakuum. Den næres dagligt og intenst af et offentligt, digitalt rum, der i stigende grad er blevet totalt pornoficeret og fuldstændig gennemsyret af en poleret, overfladisk og hyper-visuel seksualisering. Vi bombarderes fra morgen til aften med titusindvis af billeder af kroppe, der ikke bare er unge, men som er digitalt rensede for enhver form for menneskelig fejlbarlighed.

For et stykke tid siden faldt jeg over den sydkoreanske, tyskbaserede filosof Byung-Chul Han.

Det er som han præcist pointerer i sit tankevækkende essay om skønhedens krise, 'det glattes æstetik', der dominerer vores tidsånd og vores dybeste bevidsthed².

Alt i vores samtid – lige fra den kolde, lækre overflade på vores dyre smartphones til hudens tekstur på vores biologiske kroppe – skal være fuldstændig glatbarberet, friktionsløst, pore-løst og filter-optimeret. Der må ikke være nogen modstand. Der må ikke være noget, der river, buler, hænger eller fortæller en uperfekt, menneskelig historie.

Men i denne konstante, larmende og dybt udmattende eksponering for det visuelt fejlfrie mister vi langsomt, men sikkert, blikket for det, der faktisk er ægte erotisk. Vi forveksler simpelthen den sterile, pornografiske objektificering af en stram krop med reel, nærende og livgivende sanselighed. Vi lader os overbevise om, at det at se "fuckable" ud på et skærmbillede er det samme som at være et dybt elskeligt, sanseligt væsen.

Når idealet om skønhed bliver gjort så snævert, algoritmisk og uniformt, at det kun er de ganske få, genetisk ekstremt heldige eller de massivt kirurgisk og dermatologisk optimerede kroppe, der overhovedet kan leve op til det, sætter vi os selv i en dybt tragisk, kollektiv situation.

Vi skaber et samfund, hvor kun en forsvindende lille, privilegeret elite overhovedet kan gøre sig håb om at blive "korrekt" objektificeret efter markedets skrappe standarder, mens resten af befolkningen efterlades i en permanent tilstand af blind, evig forfængelighed og kronisk selvhad. Vi bilder os ind, at vi kan købe os til skønhed og tiltrækningskraft via det næste dyre kosmetiske fix, den næste lammende indsprøjtning eller den næste udrensende, straffende juicekur.

Men i virkeligheden køber vi os blot dybere og dybere ind i en performativ spændetrøje, der langsomt, dråbe for dråbe, kvæler vores reelle livsglæde. Vi glemmer ganske enkelt, at ægte erotik, ægte, magnetisk tiltrækning og ægte, kropslig intimitet aldrig nogensinde har været en visuel, statisk og udstillet præstation på en skærm. Det er en sårbar, kropslig, dynamisk og dybt relationel udveksling mellem to levende, fejlbarlige og åndende mennesker, der tør lade paraderne falde.

I denne markedsskabte panik, hvor vi løber forvildede og forpustede rundt for at finde den nyeste, dyreste kur mod vores egen, naturlige biologi, glemmer vi alt det, som pengene, statussen og produkterne aldrig nogensinde kommer i nærheden af at kunne købe for os.

Vi mister ganske enkelt forbindelsen til substansen i det egentlige liv.

Vi glemmer den rå, ufiltrerede og upolerede sanselighed.

Vi glemmer den ubesværede, legende og livsbekræftende flirt, der opstår i et pludseligt glimt af intens øjenkontakt over et bord.

Vi glemmer den dybe, varme, kropslige og følelsesmæssige kontakt, der intet overhovedet har at gøre med vores hylsters transaktionelle, overfladiske værdi på et digitalt opmærksomhedsmarked.

Markedet hvisker os konstant og insisterende i øret, at vi er uønskede, den dag huden uundgåeligt mister sin elasticitet, og at vores berettigelse som seksuelle, interessante og attraktive væsener udløber synkront med vores ungdom.

Som en tragisk konsekvens heraf glemmer vi totalt værdien af den dybe, smukke rynke ved øjet, der udelukkende er opstået, fordi vi har grinet af hjertens lyst og knibet øjnene sammen mod solen i flere årtier.

Vi forsøger med alle midler at udviske og spartle den fold i huden, som i virkeligheden burde bæres som et æresmærke; et kropsligt vidnesbyrd, der fortæller en rig, kompleks og vidunderlig historie om et langt levet liv, om overlevede kriser, om sorg, glæde, modstand og uvurderlig erfaring.

Vi glemmer kort og godt at ældes med en rank, naturlig og insisterende værdighed. I stedet for at bære vores fremskredne alder som en velfortjent krone af livserfaring og indsigt, underkaster vi os helt frivilligt et regime, hvor kroppens helt naturlige, biologiske forandring betragtes som en personlig, moralsk fiasko.

Vi tillærer os at se på et gråt hår, en pigmentplet eller en slap muskel som et direkte bevis på manglende personlig disciplin, dovenskab eller utilstrækkelig købekraft i et samfund, hvor man forventes at kunne købe sig fri af selve naturens gang.

Hvis man vil forstå, præcis hvor dybt denne forfaldsangst, kropsforskrækkelse og ekstreme ungdomsbesættelse reelt stikker i os som kultur, behøver man blot at kaste et ærligt og usminket blik på vores forhold til de ældre generationer.

Måden vi behandler vores gamle på, afslører med brutal og smertelig tydelighed vores egne kollektive neuroser. Retter vi blikket mod samfund som Sydkorea, Japan eller de mange sydeuropæiske og latinamerikanske kulturer, ser vi samfund, hvor det stadig falder helt naturligt, respektfuldt og ubesværet at ære de gamle. Her får de ældre respekt og en plads ved bordet "bare fordi". De indgår som en fuldstændig integreret del af det daglige, offentlige liv som respekterede bærere af familiens og samfundets lange visdom, og generationerne blander sig konstant, levende og ubesværet med hinanden i hverdagens små og store rum, på byens torve, på gaderne og i hjemmene.

I Danmark og i store dele af det præstationsdrevne, moderne Vesten har vi derimod oparbejdet en bizar, klinisk og dybt unaturlig tendens til bevidst at gemme alderdommen væk fra gadebilledet. Vi stuver de ældre sammen på veldrevne, men oftest fuldstændig isolerede institutioner og plejehjem, hvor de kan passe sig selv i fred uden at forstyrre eller forsinke vores travle, strømlinede og optimerede hverdag.

Vi omgås dem primært og næsten udelukkende til pligtige, skemalagte 'suppe, steg og is'-arrangementer – til de faste runde fødselsdage, konfirmationer og den årlige jul – hvor de forskellige aldersgrupper sidder pænt, struktureret og ufarligt opdelt ved bordene. Vi skubber simpelthen den ældre generation, og alt hvad den repræsenterer, ud i den absolutte yderste periferi af vores daglige bevidsthed og vores pulserende byrum.

Men vi gør det sandsynligvis ikke af ond vilje eller manglende empati; vi gør det først og fremmest, fordi deres rynkede ansigter, deres langsommere, forsigtige bevægelser og deres forfaldne, ærlige kroppe fungerer som ubarmhjertige, utilgivende spejle, der bliver holdt direkte op foran os. De fjerner effektivt alle vores illusioner om udødelighed.

De minder os stædigt om den ubønhørlige biologiske skæbne, vi selv er hastigt på vej imod – den selv samme skæbne, som vi bruger alle vores hårdt tjente formuer, vores dyre ansigtscremer og hele vores flakkende mentale sundhed på at løbe skrigende væk fra i mørket. At se på den ældre, upolerede krop er at se direkte på sit eget, uundgåelige fremtidige nederlag i markedets krævende øjne, og den frygt nægter vi blankt at konfrontere os selv med.

Men den store sandhed – den dybe, somatiske, befriende og urokkelige sandhed, som vi i vores fortravlede statusjagt helt har svedt ud – er, at kroppens langsomme forfald ikke er en fejl i systemet. Det er ikke en irriterende sygdom, der patologisk skal helbredes, og det er ikke et designproblem, der pludselig kan løses med et nyt, vel-finansieret startup-produkt fra en glaskube i Silicon Valley.

Det er et fundamentalt, indiskutabelt biologisk faktum, der – hvis vi tør se på det med åbne øjne – bærer sin helt egen, uundgåelige og storslåede skønhed. Ligesom det store, gamle egetræ på marken giver slip på sine visne blade om efteråret for at spare på energien, helt uden at yde krampagtig, meningsløs modstand mod den faldende temperatur, ligger der en enorm, somatisk og spirituel frigørelse i at turde give slip på ungdommens stramme, kvælende forventningskorset.

At vende hjem til kroppen betyder ikke kun at hylde og mærke den i de få årtier, hvor den er ung, fejlfri, stærk og spændstig; det betyder i mindst lige så høj grad at mærke, respektere, acceptere og elske den helhjertet, når den uundgåeligt bliver blødere, svagere, rynket og uendeligt meget klogere.

Når vi endelig tør flå den absurde, lysende LED-maske af ansigtet, slukke definitivt for telefonens forløjende filter-apps og stoppe med at måle vores egen eksistentielle og menneskelige værdi i fraværet af pigmentfejl og tyngdekraft, sker der noget nærmest magisk. Når vi træder bevidst, roligt og provokerende ud af det instrumentaliserende, grådige marked, der udelukkende forsøger at slå plat på vores inderste usikkerhed, åbner der sig pludselig et rum for en meget dybere, mere forankret og ægte fred.

En fred, hvor kroppen ikke længere betragtes som et uendeligt, udmattende og dyrt evighedsprojekt, der konstant og uden pause skal fikses, hackes, sultes, trænes og poleres for blot at være marginalt "god nok" i andres øjne. I stedet kan den hårdt prøvede krop endelig få lov til at være præcis det, den oprindeligt er skabt til at være: Et trygt, levet hjem. En organisk, åndende organisme, der bærer sine ar, sine uundgåelige fysiske forandringer og sin lange, smukke, brogede historie med absolut stolthed, ro og integritet.

At acceptere det kropslige forfald er i sin reneste form at tage magten over sit eget liv tilbage. Det er at nægte stædigt at lade sit eget selvværd og sin egen evne til at føle nydelse diktere af en skruppelløs industri, der kun overlever og tjener milliarder, så længe du fortsætter med at hade dit eget, ufiltrerede spejlbillede.

Vi har et skrigende behov for at genfinde en dyb, forankret og ærlig respekt for alle de forskellige faser af det levede, menneskelige liv og stoppe med kollektivt at fetichere det ene, korte årti af tilværelsen, hvor huden tilfældigvis er strammest over kindbenene. Vi har brug for at kigge på den aldrende, mærkede krop og se levet liv, imponerende overlevelse, latter, tårer og dyb visdom, i stedet for blot – med markedets indsnævrede briller – at se en defekt krop, der desværre har tabt i den uendelige optimerings-konkurrence.

Hvad ville der egentlig ske med vores overfladiske relationer, vores fortravlede og præstationsprægede seksualitet, vores dybe, indre velbefindende og vores samlede, kollektive samfundsmæssige ro, hvis vi fra den dag i morgen, når solen atter stod op, endelig besluttede os for at overgive os, lade tyngdekraften vinde sin naturlige sejr, og i stedet begyndte oprigtigt og helhjertet at fejre de kroppe, der rent faktisk ser ud, som om de har haft modet til at leve et helt og ægte liv?

Det er netop derfor Lai og jeg har besluttet at vie resten af vores liv til at bygge bro mellem generationerne. Fordi vi ønsker en alderdom omringet af liv, af vitalitet, som tager sin inspiration fra både det nye og det gamle. Som danser til livets sidste dråbe. Et fællesskab som hylder mennesket i alle sine naturlige aldre og hvor det at blive gammel kun er en del af det eventyr det er at blive født på denne fantastiske smukke jord.

Kilder

1. Illouz, E. (2012). Why Love Hurts: A Sociological Explanation. Polity Press.

2. Han, B.-C. (2015). The Burnout Society. Stanford University Press.