Fem begreber, vi taler ud fra

Fem ord fra Mark Fishers Kapitalistisk realisme (2009), som de står efter vores læsning. De går igen i samtalerne.

Refleksiv afmagt (Reflexive Impotence). De fleste mennesker i dag ved udmærket godt, at systemet er korrupt, at det ødelægger klimaet og gør os syge. Men denne indsigt fører ikke til oprør; den fører til en lammende følelse af afmagt. Vi ved det godt, men vi «ved også», at vi intet kan gøre ved det. Kynisme og ironi bliver vores forsvarsmekanismer mod et system, vi hader, men ikke kan undslippe.

Depressiv hedonisme (Depressive Hedonia). Hvor traditionel depression beskrives som manglen på evnen til at føle nydelse, så vil vi definere depressiv hedonisme som manglen på evnen til at gøre andet end at jage nydelse. Vi bedøver vores grundlæggende meningsløshed og afmagt med konstant underholdning, doomscrolling, overforbrug og hurtig dopamin.

Stressens og psykisk sygdoms privatisering (The Privatisation of Stress). Når vi bukker under for stress, angst eller depression, behandles det konsekvent som et individuelt problem: en kemisk ubalance, manglende mindfulness eller manglende personlig «robusthed». Vi vil argumentere benhårdt for, at nutidens epidemi af psykisk sygdom er strukturelt betinget af den ekstreme utryghed, konstante konkurrence og de urimelige krav, markedet stiller til os. At gøre stress til et privat problem er kapitalismens måde at frikende sig selv på.

Erhvervsontologi (Business Ontology). Den grundlæggende, uimodsagte idé om, at alt kan og skal drives som en forretning. Skoler, hospitaler, staten og fællesskaber bliver instrumentaliseret. Endnu værre: vi begynder at drive os selv som forretninger. Vi ser os selv som et personligt brand, et CV, der hele tiden skal optimeres og sælges på et marked, hvor relationer reduceres til «networking».

Markedsstalinisme (Market Stalinism). Kapitalismen lovede at frigøre os fra det tunge bureaukrati, men skabte i stedet sit eget absurde, kafkaske kontrolsystem. Vi vil gerne tale mere om, hvordan lærere, sygeplejersker og andre professionelle bruger absurd meget tid på at måle, evaluere og rapportere via KPI'er for at bevise deres «værdi» for systemet. Det handler ikke længere om at udføre et godt stykke arbejde, men om at generere data og PR, der får det til at se ud som om, man performer.

Steven Wensley