At genvinde kroppen fra markedet – et radikalt helle uden KPI'er

Af Steven Wensley, cand.mag. i historie og poet.

Vi lever i en tid, hvor kroppen sjældent får lov til bare at være en krop. I det senkapitalistiske samfund er den fysiske form i vid udstrækning blevet reduceret til enten at være en maskine, der skal optimeres til at producere, eller en overflade, der skal forbruge. Vi overvåger vores søvnrytmer med smarte ure, vi tæller vores skridt, vi biohacker vores fordøjelse, og vi betragter vores energi som en ressource, der skal maksimeres, udelukkende for at vi kan præstere bedre på markedet. Vi har, bevidst eller ubevidst, accepteret præmissen om, at vi hver især er vores eget personlige brand. Vores krop er blevet vores primære produktionsapparat, og hvis den bryder sammen, er det vores eget individuelle ansvar at få den på værksted hurtigst muligt, så den igen kan levere afkast.

Det er præcis denne tilstand, den britiske kulturteoretiker Mark Fisher diagnosticerede så knivskarpt. Han pegede på, hvordan markedssamfundet med stor succes har privatiseret stress og psykisk sygdom. Når vi ligger søvnløse med hjertebanken, når skuldrene sidder permanent oppe under ørerne, og når åndedrættet aldrig når længere ned end det øverste af brystkassen, får vi at vide, at vi bare mangler lidt mindfulness, eller at vi lider af en personlig, kemisk ubalance. Men Fisher insisterede på, at den fysiske udmattelse og den kropslige fremmedgørelse i høj grad er strukturelle symptomer. Det er markedets evige konkurrence, den indlejrede utryghed og det insisterende krav om at bevise sin egen værdi, der sætter sig som håndgribelige, smertefulde spændinger i vores bindevæv. Vi reagerer på et uleveligt og umenneskeligt system med det, Fisher kaldte depressiv hedonisme – vi forsøger desperat at bedøve den kropslige uro gennem endeløs scrollen på skærme, overforbrug og hurtige dopaminfix, der i virkeligheden blot trækker os endnu længere væk fra vores eget fysiske fundament.

At bryde med denne gennemsyrende forretningsontologi kræver et fysisk sted. Et rum, hvor markedskræfterne nægtes adgang i døren, og hvor kroppen ikke længere afkræves at være et investeringsobjekt. På Egholmvej 23 på Agersø forsøger vi at skabe netop dette radikale helle. Med seks hektar omkring bygningerne har vi skabt en ramme, der ikke er sat i verden for at optimere nogen. Når du træder ind her, efterlader du prisskiltet og forbrugeridentiteten ved færgelejet. Der er ingen finansiel transaktion, der definerer din adkomst, og derfor forsvinder også det underliggende krav om, at du skal levere noget bestemt eller forbruge en specifik, poleret oplevelse for at have ret til at eksistere i rummet.

Når vi med et hug fjerner KPI'erne, forventningspresset og den økonomiske udveksling fra ligningen, sker der noget fundamentalt i nervesystemet. Det starter som regel med en fremmedartet, næsten ubehagelig stilhed. Kroppen, der er vant til at være i konstant alarmberedskab for ubevidst at vurdere sin egen markedsværdi i mødet med alt og alle, famler pludselig efter sit formål. Men langsomt begynder muskulaturen at give slip. Når der ikke er nogen at imponere, intet karrierenetværk at pleje og ingen chef at tilfredsstille, får åndedrættet endelig lov til at falde helt ned i maven. Det er en dyb, somatisk nulstilling. At genvinde kroppen fra markedet handler nemlig ikke om at tage på et dyrt, eksklusivt spaophold for at blive tanket op til endnu en opslidende arbejdsuge. Det handler om fundamentalt at afvise præmissen om, at vi skal tankes op for at kunne bruges til noget.

På Vendhjem grounder vi os selv gennem det simple, det beskidte og det utilslørede. Det sker rent fysisk, når vi får jord under neglene i fællesskab. Det sker, når vi samles om at lave mad, hvor gulerødderne skæres med ro, og vi bagefter deler måltidet uden at forvente at blive betjent. Det sker gennem et par timers fysisk arbejde på stedet – ikke som en afregning for et ophold, men som en kropslig forankring i den virkelige, ukommercialiserede verden. Det er lyden af værktøj i laden, duften af vådt græs, blæsten fra Storebælt og varmen fra en sauna, der får os til at mærke grænserne for vores egen eksistens. Det er det direkte, ufiltrerede møde med naturen og elementerne, der minder os om, at vi er bløde, biologiske skabninger. Ikke maskiner med et uendeligt batteri.

Det måske allermest afgørende i denne proces er det totale fravær af dogmer. Vendhjem er ikke en frelsende institution, der forsøger at pådutte dig en bestemt, puritansk livsstil. Der er ingen oplyste guruer, der prædiker den sande vej, og ingen stramme vagtplaner, der dikterer din personlige rejse. Et menneske kan finde fuld fred til at trække sig tilbage til sit eget værelse for at skrive, tænke eller blot stirre ud i luften i sit helt eget tempo. Du kan vælge at lave din egen mad i ro, eller du kan søge fællesskabet og den larmende, kreative udfoldelse omkring langbordet. Stedet tilbyder udelukkende rammerne; de åbne muligheder for at undersøge, hvad det overhovedet vil sige at bebo sin egen krop, når ingen kigger på den med et vurderende, kapitalistisk blik.

Når denne kropslige afvæbning først har fundet sted, sker der uundgåeligt noget med de menneskelige relationer omkring én. Når du ikke længere har et skjult motiv om at skulle sælge en succesfuld version af dig selv, forsvinder behovet for at opretholde en anstrengende facade. Du møder ikke længere de andre som skjulte konkurrenter, potentielle forretningspartnere eller serviceudbydere. Du møder dem som mennesker, der – ligesom dig selv – er midt i den svære proces med at aflære den brutale anspændthed, samfundet har kodet ind i os. I dette åbne mellemrum, fuldstændig fri for måltal og transaktioner, opstår en sårbar, kropslig forankring.

At nægte at lade sin krop instrumentalisere er i dag en af de dybeste, mest intime former for modstand. Det kræver et massivt mod at trække stikket fra den evige optimeringsmaskine og tillade sig selv bare at være til stede som biologisk masse. Men når vi gør det, opdager vi, at friheden ikke er et produkt, vi skal tjene nok penge til at kunne købe. Den starter i åndedrættet, i hænderne og i den fælles puls, der kan mærkes, når vi nægter at være markedets maskiner.