Fra transaktion til relation – når sved og nærvær er den eneste valuta

Af Steven Wensley, cand.mag. i historie og poet.

Vi lever i en tid, hvor frihed næsten altid er noget, vi køber os til. Vi betaler for adgang til roen på et yogaretreat, vi køber os til underholdning fredag aften, og vi betaler for privilegiet at blive betjent, så vi slipper for at tage opvasken. Denne konstante strøm af transaktioner er blevet så indlejret i vores adfærd, at vi sjældent bemærker, hvordan den former det blik, vi kaster på hinanden. Når der altid ligger en usynlig kontrakt og et prisskilt mellem os, reduceres vi langsomt til enten at være den, der yder en service, eller den, der forbruger den. På Egholmvej 23 på naturskønne Agersø eksperimenterer vi med at rive det prisskilt i stykker. Her er penge fuldstændig ubrugelige som adgangsbillet, for den eneste gyldige valuta for at komme ind er tid, sjæl og hænder.

Gabet mellem det kapitalistiske udgangspunkt og det, der foregår på de 60.000 kvadratmeter og i de syv bygninger fra 1920, starter med et meget konkret, radikalt greb: Stedet skal holdes fri af banken. Så længe et lån dikterer tempoet, vil markedets ubønhørlige krav om forrentning altid puste os i nakken og tvinge os til at optimere, effektivisere og sælge ud af vores fælles tid. Ved at fjerne den økonomiske kniv fra struben, åbnes et rum, hvor vi ikke behøver at skabe overskud på dem, der træder ind ad døren. Du kan simpelthen ikke betale dig til en ejerandel eller bare være passiv forbruger. Du kan udelukkende samskabe dig ind.

Det opløser øjeblikkeligt den tykke glasvæg, der normalt adskiller folk i værter og gæster. Uanset om du er her som gæst for et enkelt ophold, arbejder med som frivillig over længere tid, indtager rollen som medskaber for at holde dit eget retreat eller er flyttet ind som fast beboer, træder du direkte ind i et forpligtende fællesskab. Forestil dig dynamikken omkring et stort langbord en mørk aften på øen. I et gængs scenarie har nogle trukket kortet for at sidde der, mens andre får løn for at hente maden i køkkenet og bære tallerkenerne ud. Det skaber en kalkuleret, kølig distance. På Vendhjem er bordet måske tømret sammen af de selvsamme mennesker, der hviler armene på det. Grøntsagerne er hakket i fællesskab, mens snakken er gået på kryds og tværs, og absolut ingen sætter sig til bords med en forventning om bare at blive betjent.

Når vi fjerner pengene som mellemmand, står vi tilbage med den rå kontakt til hinanden. Antropologen David Graeber beskrev netop dette i sit arbejde med historiske gaveøkonomier. Han dokumenterede, hvordan de tidligste menneskelige fællesskaber ikke var et koldt byttemarked, men indviklede, varme netværk af social gæld og dyb tillid. Man hjalp naboen med at bygge et tag, ikke for at få to mønter i hånden, men fordi man var bevidst om, at naboen ville bære en hjem, hvis man brækkede benet i skoven ugen efter. Penge kvæler denne form for livsnødvendig afhængighed, fordi de afslutter og lukker relationen i præcis samme sekund, som transaktionen er gennemført. På Agersø forsøger vi at genopbygge denne menneskelige afhængighed.

Når vi samles for at arbejde nogle timer på stedet, lægge tag på et udhus eller bare skære brød ud til frokosten, skaber vi bånd, der stikker markant dybere end det overfladiske «networking», erhvervslivet opfordrer os til. Arbejdet er aldrig en betaling, det er selve fundamentet for nærværet. Det er også her, det kropslige for alvor tager over. I stedet for at sidde drænet og fastlåst foran en skærm for at tjene tal på en konto, som kan købe os til midlertidigt velvære, bruger vi kroppen meningsfuldt i den fysiske verden. Sveden på panden og den delte indsats bliver til et fælles, ordløst sprog.

Denne model præsenteres ikke som en løftet pegefinger eller et krav om, at alle bør leve på én bestemt måde. Vi tilbyder ingen stramme dogmer eller frelste facitlister. Vi tilbyder bare et helle. Et fysisk pusterum, hvor de evige markedskræfter for en stund er nægtet adgang, og hvor du trygt kan undersøge, hvad det vil sige at mærke dig selv uden konstante krav om fremdrift. Når vi endelig slipper trangen til at bevise vores eget værd gennem et prisskilt, et CV eller en titel, falder paraderne. Sårbarheden, kreativiteten og den dybe kontakt får lov at trække vejret.

At skabe et pengeløst mikroklima midt i et gennemkapitaliseret land er naturligvis fyldt med benspænd. Vi har alle internaliseret markedets forretningslogikker så grundigt, at vi ofte helt ubevidst scanner for transaktionen, selv når den med garanti ikke findes. Men lige præcis i den forvirring – i det rå øjeblik, hvor man indser, at man ikke kan trække sig tilbage og købe sig fri fra opvasken, men at netop opvasken er rammen om aftenens vigtigste samtale – der sker forvandlingen. Det er her, man genlærer, at det dybeste menneskelige nærvær vitterligt ikke kan købes for penge.