At måle det umålelige – hvorfor markedet kun forstår den halve virkelighed

Af Steven Wensley, cand.mag. i historie og poet.

Vi lever i en civilisation, der har forelsket sig blindt i det målbare. Siden den industrielle revolution har vi bygget et samfund op omkring den antagelse, at hvis noget ikke kan tælles, vejes, evalueres eller prissættes, så eksisterer det knap nok. Vi måler nationers sundhed i bruttonationalprodukt, vi måler vores arbejdsindsats i KPI'er (Key Performance Indicators), og vi måler i stigende grad os selv og vores kroppe i skridt, søvnrutiner og kalorieindtag. Kapitalismen har gjort os til mestre i at optimere overfladen. Men i denne kollektive tællemani har vi mistet blikket for alt det, der faktisk giver menneskelivet værdi. Vi har reduceret virkeligheden til et regneark, og vi lider alle under de konsekvenser, det har for vores relationer, vores krop og vores fællesskaber.

For at forstå dybden af denne krise – og for at forstå, hvordan vi kan skabe et alternativ – må vi se på, hvordan vi overhovedet kortlægger virkeligheden. Her tilbyder den integrale model, særligt de fire kvadranter, en præcis linse at betragte vores moderne blindhed igennem. Modellen deler virkeligheden op i det indre og det ydre (interiør og exteriør) samt det individuelle og det kollektive (individuel og gruppe).

Markedskræfterne, teknologien og det kapitalistiske system excellerer næsten udelukkende i de to kvadranter, der ligger i højre side af denne model: det ydre og objektive.

I det øverste højre kvadrant – det individuelle og ydre («Det») – finder vi den fysiske hjerne, vores biologi, vores organisme og vores målbare adfærd. Det er den objektive videnskabs, empirismens og behaviorismens domæne. Her kan alt observeres udefra, statistik kan føres, og mål kan sættes. Det er her, vi optimerer os selv som ressourcer.

I det nederste højre kvadrant – det kollektive og ydre («Det Hele» eller «Its») – finder vi de store sociale systemer, vores miljø, økosystemer og ikke mindst vores økonomi. Her hersker de interobjektive strukturer, systemteorierne og kybernetikken. Det er markedets legeplads. Det er infrastrukturen, lovgivningen og den uendelige strøm af transaktioner.

Kapitalismens massive succes skyldes, at den har erobret denne højre side af virkeligheden til fulde. Den har skabt ufattelig materiel velstand og teknologisk fremdrift ved at se alt i verden – træer, tid, relationer og mennesker – som objekter i et system, der kan prissættes og optimeres. Men problemet er, at denne «business ontology» har bildt os ind, at den højre side af modellen er den eneste virkelighed. Systemet tror, at det kan løse ethvert problem med en økonomisk incitamentsstruktur eller en ny adfærdsmåling.

Men systemet svigter totalt, når vi vender blikket mod de to venstre kvadranter – det indre, interiøret. Det er den «usynlige» halvdel af virkeligheden, som markedet hverken kan prissætte, kontrollere eller forstå.

I det øverste venstre kvadrant – det individuelle og indre («Jeg») – bor vores subjektive virkelighed. Det er her, vi finder vores menneskelige bevidsthed, vores følelser, vores psykologi, og vores oplevelse af os selv. Det er rummet for spiritualitet, dybe formål, værdier og dét at føle et kald i livet. Dette indre liv kan ikke måles på et ur eller sættes på formel. En dyb følelse af sorg, en pludselig kreativ indskydelse eller en tilstand af ren kropslig ro har ingen bytteværdi på et marked, og derfor bliver det i det kapitalistiske system oftest ignoreret eller sygeliggjort.

I det nederste venstre kvadrant – det kollektive og indre («Vi») – finder vi vores intersubjektive virkelighed. Det er her, den fælles kultur, vores verdensbillede, moral og vores dybeste fælles værdier opstår. Det er kunst, musik og den egentlige, levede virksomhedskultur og fællesskabsfølelse. Det er den usynlige lim, der binder mennesker sammen i et tillidsfuldt rum.

Fejltagelsen i vores samfund er, at vi forsøger at kolonialisere venstre side med værktøjer fra højre side. Vi tror, vi kan «købe» os til en god kultur på en arbejdsplads gennem teambuilding-kurser betalt via HR-budgettet. Vi forsøger at dulme vores eksistentielle meningsløshed («Jeg'et») ved at forbruge materielle varer eller terapi («Det Hele»). Vi instrumentaliserer vores relationer og ser på andre mennesker som «netværk», der kan skaffe os fordele, frem for at møde dem i et autentisk «Vi». Penge fungerer som en barriere, der konverterer enhver dyb, kvalitativ menneskelig relation til en overfladisk, kvantitativ transaktion. Når der altid ligger penge imellem os, behøver vi ikke stole på hinanden, vi behøver ikke engagere os, og vi behøver ikke være sårbare. Vi betaler, og så er relationen afsluttet.

På Vendhjem eksperimenterer vi med det radikale greb at afskære det økonomiske transaktionslag fuldstændigt fra den menneskelige relation. Stedet er et frirum fra markedskræfterne, købt fri fra banken, og det betyder, at den højre sides logik mister sin magt i døren. Du kan ikke trække et plastikkort og forbruge dig til en plads her. Penge er ubrugelige som adgangsbillet. Den eneste måde, du kan opholde dig her, er ved at samskabe dig ind – som gæst, som frivillig, som facilitator af dit eget forløb, eller som beboer.

Når man bevidst fjerner muligheden for at betale sig fra ansvaret, tvinges fokus uundgåeligt over på den venstre, usynlige side af den integrale model. Uden penge som mellemmand kan vi nemlig ikke «købe» os til et fælles verdensbillede eller en kultur («Vi»). Vi er tvunget til at skabe den selv. Hvis langbordet skal dækkes, maden skal laves, og taget skal holdes tæt, må vi tale sammen. Vi må forhandle vores moral, vores værdier og vores fælles kultur direkte med hinanden. Det fordrer en sårbarhed og et nærvær, som kapitalismen normalt fritager os fra.

Samtidig åbner dette fravær af kravet om evig produktivitet op for en dyb kropslig og psykologisk heling i «Jeg'et». Når du ikke befinder dig i et system, der udelukkende bedømmer dig på din adfærd, dine objektive præstationer eller din økonomiske status (højre side), får din subjektive bevidsthed plads til at folde sig ud. Vendhjem prædiker ingen facitliste for, hvordan man skal leve. Der er ingen guru, der udstikker stramme regler. I stedet tilbydes rammerne: den sunde, rene mad, jorden under neglene, det kropslige og somatiske arbejde, og den direkte kontakt med naturen. Det er et rum for at mærke sit eget indre formål, sine følelser og sin eksistens – helt uden krav om at skulle optimere det eller rapportere det videre til en app.

At operere i et pengeløst fællesskab er en direkte afvisning af præmissen om, at mennesket blot er et tandhjul i en produktionsmaskine. Det er en insisteren på at genvinde den fulde virkelighed. Når sveden drypper under et byggeprojekt, eller når vi deler et måltid, vi selv har høstet og tilberedt, vækker vi en urgammel form for tillid til live. Vi genopdager, at ægte sikkerhed ikke findes på en bankkonto, men i det intersubjektive bånd mellem mennesker, der ved, at de kan regne med hinanden.

Penge er historisk set ikke roden til alt ondt, men kommercialiseringen af alt levende er det, der kvæler vores kreativitet og gør os til fremmede over for os selv og hinanden. For at hele den splittelse må vi skabe enklaver i verden, hvor markedet må stoppe ved gærdet. Hvor kroppen får lov at være krop, hvor bevidstheden får lov at være bevidsthed, og hvor vi igen kan møde hinanden i den stærke, usynlige venstre side af virkeligheden. Det er først dér, når prisskiltet rives i stykker, at vi for alvor finder ud af, hvad – og hvem – vi egentlig er.